| Et tilfældigt billede fra turen » |
|
 Vi skulle idag tidlig op, da vi skulle ud at sejle med Katameranen Paradise. Denne tur bestilte vi efter informationsmødet (25 dinar pr. Person) Turen startede fra byen Port El Kantaoui kl. 10 og transporten dertil skulle vi selv finde ud af, så for første gang skulle vi praje en taxi, hvilket var utroligt let, da hver anden bil mere eller mindre er en taxi, et tog eller en hestevogn. Prisen er ca. 4 dinar for 7 km. En tur med taxi er bestemt en sjov oplevelse - da trafikken foregår i flere baner, som er ensrettet og meget tæt.
 Forventningerne til denne tur var utrolig stor, da der var mulighed for at komme til at se delfiner, men til stor skuffelse så vi ikke nogen, hvilket måske skyldes den høje musik ombord - forfærdelig musik. Turen var dog ikke helt spildt, da det var en smuk og afslappende tur på havet. Da båden lagde for anker var der mulighed for at få sig en dukkert i det dejlige varme vand med efterfølgende forfriskning. Dette bestod af et stk. Skåret frugt og et glas sodavand. Kl 12.15 var vi igen tilbage i havnen.
 Vi var ved at være godt sultne og fandt eller rettere sagt, vi blev sjanghejet til en pizzarestaurant med udsigt ud over havet. Pizzaen levede dog ikke helt op til standarden i Danmark, men kunne dog skyldes ned med noget vådt. Maden var knap nok fordøjet, før tjeneren kom for at tage vores tallerkner af bordet. Da vi skulle betale regningen, fik vi mulighed for gratis at smage den tunesiske myntethe. Efter middagsmaden gik turen atter mod Sousse, men inden da skulle vi selvfølgelig forbi supermarkedet "Magasin General", hvor der er mulighed for at købe øl med alkohol. Det er ikke mange steder i Tunesien, der kan købes øl med alkohol i.
Turen tilbage til Sousse skulle igen være med taxi, og da vi kom op til hovedvejen, blev vi nærmest overfaldet af en flok taxichauffører, som gerne ville kører os hjem. Vi prøvede på og til sidst lykkedes det os at ryste dem af os og det blev de lidt sure over. Det første stykke vej hjem foregik derfor til fods, men mest for at komme væk derfra i en fart. Senere fandt vi en sød og venlig chauffør, som vi snakkede en lille smule med, bl.a om dagens temp. 35 grader og i ørknen kunne der blive op mellem 45 - 55 grader.
Hjemme på hotellet ventede vi på, at vores svenske guide Linda skulle komme. Vi havde nemlig endnu ikke fået udleveret vores service på trods af, at både vores danske guide Charlotte og Linda havde rykket hotellets personale for det flere gange. Aftensmaden indtog vi på en fin italiensk restaurant "Una Storia". Maden var utrolig flot anrettet og smagte dejlig og betjeningen var god. Men da regningen skulle betales forventede de, at vi skulle have 10 % i drikkepenge, det blev kun til 10 dinar (ca. 50 Dkr.) selvom det skulle have været 13 dinar.
|